Hamadou Bocoum er født og voksede op i Mopti-regionen i det nordlige Mali. Efter mellemskolen blev han sendt til hovedstaden Bamako for at blive skolelærer. Her lærte han at fotografere i begyndelsen af 1950’erne.
Da Bocoum i 1956 blev sendt til Mopti for at undervise i grundskolen, åbnede han et studie i den gamle bydel. Hele livet igennem var hans dage delt mellem undervisning og fotografi.
Bocoum arbejdede i sit studie frem til 1982, hvor hans sønner tog over. Efter Hamadou Bocoums død i 1992 blev hans mange negativer flyttet fra studiet, hvor de havde været katalogiseret og opbevaret i små kuverter; en lille del fandtes stadig i de tre lasede rissække, Svend Erik Sokkelund i 1994 fandt på taget af familiens hjem.
Billederne er lavet efter Hamadou Bocoums originale negativer, som Svend Erik Sokkelund lånte af familien i 1994.