Samlingen består af mere end 200 sort-hvide portrætfotografier fra Mali, taget i perioden 1958-1982.
Bag kameraerne stod seks dygtige fotografer, der gjorde fotografiet til deres levevej og etablerede populære studier, som folk besøgte for at få taget deres livs portræt eller fastholde vigtige begivenheder i deres liv. Ofte havde de sparet længe for at få råd til dette ene billede, hvor de gerne poserede med statussymboler – nogle gange lånt til lejligheden af fotografen mod en lille betaling.